BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Ulfborghus er en døgninstitution for børn og unge med sammensatte udfordringer, og afdelingen driver desuden en intern skole. Vores nuværende tilbudsleder kaster sig over nye opgaver. Derfor søger vi nu en tilbudsleder, der har lyst til at stå i spidsen for en veldrevet afdeling, hvor der samtidig er plads til at skabe forandring.
Ulfborghus er en del af Specialområde Børn og Unge (SBU), som er en stor organisation på det specialiserede socialområde, der består af syv døgninstitutioner, tre skoler og én børnehave. Opgaverne er komplekse, og målgrupperne spænder bredt. For eksempel er én af vores afdelinger specialiseret i børn og unge med multiple handicap og livsforkortende sygdomme, og en anden afdeling arbejder med omsorgssvigtede børn med svære psykiske lidelser. Trods målgruppernes forskellighed er vi fælles om ledelse som fag, og du bliver en del af et velfungerende fællesskab sammen med ni andre tilbudsledere og de fire medlemmer af områdeledelsen.
Områdechef Nikolaj Sørensen:
"På Ulfborghus kommer du længst med ærlighed, tillid og glimt i øjet. Og det er vigtigt, at du er optaget af medarbejdernes arbejdsglæde, at du vil deres bedste og samtidig tør stille krav. Men du skal også kunne blikket fra egne opgaver og bidrage til organisationen som helhed. Især skal du være både nysgerrig og ambitiøs, når det kommer til at udvikle ledelse, hvilket vi allerede i dag er optaget af. Ledelse skal gøre en forskel, ledelse skal give mening og ledelse skal være bæredygtigt."
Om jobbet
I det daglige arbejder du tæt sammen med afdelingsleder samt sygeplejeske og andre nøglepersoner, og du færdes omkring medarbejderne og afdelingens børn og unge. En stor del af de administrative opgaver løses af SBU's tværgående administration, hvor du også har adgang til psykologer og stabsmedarbejdere, som du trækker på i arbejdet med at fastholde og udvikle fagligheden. Du forventes at indgå loyalt i beslutninger og tilgange, som er vedtaget i organisationen, men du vil samtidig mærke en vid udstrækning af tillid og fleksibilitet. Når du er landet i jobbet, ønsker vi at du byder ind i udviklingen nye rammer og arbejdsgange, så vi nedbringer bureaukrati og styrker organisationens fokus mod det pædagogiske rum.
Opgaver er blandt andet:
- ledelse af personale og samarbejdskultur
- sikring af en sund og ansvarlig styring af økonomi og personaleressourcer
- etablere tæt og forpligtende samarbejdsrum med TR og AMR
- sikre klar og tillidsbaseret dialog med samarbejdspartnere både eksternt og internt i Region Midtjylland
- udvikling af det faglige fundament, gerne i retning af øget fokus på børnenes egen livsmestring
Afdelingens børn og unge har vanskeligheder, der kræver ro og tydelighed, når du færdes i det pædagogiske rum. Som tilbudsleder forventes du ikke at være et pædagogisk fyrtårn, men nogle gange sætter du retning ved at bringe dig selv i spil.
Du vil møde ind til et planlagt introduktionsforløb, hvor du både får introvagter og lærer medarbejderne at kende. Derudover skal du møde samarbejdspartnere i staben i Hinnerup samt besøge tilbudslederkolleger på SBU's andre afdelinger. Du tilbydes intro-kurser på linje med nyansatte medarbejderne og kan forvente tæt sparring med din mentor (en tilbudsleder fra en anden afdeling) såvel som tæt, fortrolig og målrettet sparring med områdeledelsen. Jobbet som leder kan være krævende, men vi ser det som en fælles opgave at jobbet også er bæredygtigt og givende.
"Ulfborghus kan være et sted med travlhed, men vi finder tid til fagligheden. Det er vigtigt for os at vi fordyber os i fællesskab og at vi forbedrer os fagligt, og på den måde gør vi en markant forskel for afdelingens børn og unge. Vi søger en tilbudsleder der er optaget af både faglighed, forandring og fællesskab", siger Lars, som er medarbejder på afdelingen.
Om dig
Vi efterspørger en stærk ledelsesprofil, helst fra en lignende organisation. Enten har du erfaring fra andre slags socialpædagogiske organisationer, eller måske er du endda virkelig god til netop vores målgruppe. Du mestrer fagets kernebegreber og formår at oversætte udefrakommende krav og forventninger, så medarbejderne oplever mening og engagement. Det vil være godt, hvis du får ild i øjnene, når du fortæller om dit eget faglige ståsted – men det er nødvendigt at du også er tålmodig og inviterende i samarbejdet med andre organisationer og faggrupper og ikke mindst dine medarbejdere. Din tilgang er dialogbaseret og tydelig, og du tænker konstruktivt når andre ikke gør det. Du har erfaring med personaleledelse, udvikling, økonomistyring, og du ser det som spændende og meningsfuldt at angribe opgaverne med strategisk blik. Du lykkes, når andre gør det.
Ræk ud, hvis du vil høre mere. Enten til områdeleder Søren Skytte Asmussen (tlf. 5192 7395), som bliver din nærmeste leder eller til tilbudsleder på Fogedvænget Annette Bro Rask-Vestergaard (tlf. 6118 8382), som kan fortælle mere generelt om jobbet som tilbudsleder i SBU.
Der afholdes to samtalerunder. Går du videre til 2. runde, vil du blive bedt om at indgå i et testforløb. I ansættelsesudvalget sidder repræsentanter fra områdeledelsen, en tilbudsleder fra en anden afdeling samt medarbejdere fra Ulfborghus.
Yderligere oplysninger
Løn- og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst mellem den forhandlingsberettigede fagorganisation og Danske Regioner.
Vi forventer, at du har kørekort og adgang til bil.
Der vil blive indhentet børne- og straffeattest ved ansættelse.
Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Holstebro Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Region Midtjylland, Skovstien 2, 6990 Ulfborg
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 07-03-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5993221