Slagteriet i Holstebro får millioner til nyt forprojekt og flere fællesskaber

Foto: Holstebro Kommune.
dato

Slagteriet i Holstebro modtager knap 2,2 mio. kr. til forprojekt, der skal give plads til endnu flere fællesskaber i byens genanvendte slagteribygninger.

Slagteriet i Holstebro har modtaget knap 2,2 millioner kroner fra Realdania og Nordea-fonden til et stort forprojekt, der skal skabe rum for endnu flere fællesskaber i de omdannede slagteribygninger midt i byen. Takket være Slagteriets positive udvikling nærmer institutionen sig fuld belægning i de dele af bygningerne, der i dag er godkendt til brug.

Formålet med forprojektet er at afdække muligheder og vilkår forbundet med en fuld ibrugtagning af hele bygningsmassen. Dette kan danne grundlag for et eventuelt senere realiseringsprojekt, hvor endnu flere m2 bringes i spil for fællesskaber og aktiviteter.

Den selvejende kulturinstitution oplever stor interesse fra borgere, foreninger og kreative erhverv, som enten vil blive en del af de eksisterende fællesskaber eller skabe nye. Med mere end 45 aktører nærmer Slagteriet sig nu fuld belægning i de 40 % af bygningen, der er godkendt til brug i dag. Potentialet for udvikling er derfor stort, hvis de sidste 60 % af bygningsarealet også kan tages i anvendelse.

Det 18 måneder lange forprojekt består af fem indsatser, hvor bæredygtighed er central i visionen. Slagteriet ønsker at bevare så meget som muligt af materialer og bygningsmæssige spor og samtidig genanvende restmaterialer, så de får nyt liv i stedet for at ende som affald.

I 2025 modtog Slagteriet også 2,1 mio. kroner fra Finansloven til udvikling af de fysiske rammer, og den nye støtte ses som en anerkendelse af institutionens betydning i lokalområdet og i dansk kulturliv. Støtten fra Realdania og Nordea-fonden vedrører dog alene det aktuelle forprojekt.

Forprojektet markerer første skridt mod drømmen om at tage hele bygningsmassen i brug, og den brugerinddragende proces skal give svar på, hvordan Slagteriet bedst kan udnytte disse muligheder for at skabe flere fællesskaber.

https://www.holstebro.dk/nyheder/nyhed/realdania-og-nordea-fonden-stoetter-nyt-stort-forprojekt-paa-slagteriet-i-holstebro?PID=18398&M=NewsV2&Action=1&NId=76566&NewsCategory=Nyheder&newscategorys=Nyheder,Kultur

Kilde: Holstebro Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.
Mest læste artikler