Renoveringen af den cirka én kilometer lange strækning mellem jernbanen og Hunsballevej i Holstebro har stået på siden september sidste år. Torsdag blev det sidste lag asfalt lagt på selve kørebanen, og i næste uge færdiggøres cykelstierne. Herefter mangler kun lidt arbejde omkring bedene, afstribninger på kørebanen og ved parkeringspladserne på vejens vestside, før hele vejen kan betragtes som færdigrenoveret.
Når arbejdet er afsluttet, vil Struervej fremstå med sort asfalt, rødbrune cykelstier og kridhvide afstribninger. Projektet har krævet tålmodighed fra både beboere og trafikanter, da både udfordringer under vejen og vintervejr indimellem har forsinket processen. Dette har medført spærringer og midlertidige signalanlæg i længere perioder end først forventet.
Hvis vejret tillader det, forventes de sidste arbejder at være afsluttet inden for de kommende par uger.