Levende sommer på Hjerl Hede: Bliv skoleelev og prøv håndværk

Foto: De Kulturhistoriske Museer.
dato

Frilandsmuseet Hjerl Hede inviterer til en sommer fyldt med historiske oplevelser, hvor temaet "Håndens værk" sætter fokus på håndværk. Familier kan slå sig løs på den helt nye håndværksplads, og børn kan prøve, hvordan det var at gå i en landsbyskole omkring år 1820.

Gennem hele sommeren vil Hjerl Hede summe af aktiviteter og demonstrationer af håndværk som smedning, træskæring, brødbagning og meget mere.

De frivillige i dragter vil fylde huse og værksteder med liv og arbejde, som det blev gjort for flere hundrede år siden. Alle gæster vil få mulighed for at se, røre og prøve de gamle teknikker, og på den nye håndværksplads kan børn selv give sig i kast som murer, maler eller tømrer.

Håndværkspladsen er støttet af Tietgenfonden og ligger i smørhullet mellem museets historiske legeplads og savværket. Dermed styrker Hjerl Hede sin formidling af håndværk til især børn og unge, hvilket er helt i tråd med den nye museumsreform.

Bliv elev i den gamle landsbyskole
I år løber den traditionsrige sommerlevendegørelse på Hjerl Hede fra 29. juni til og med 11. august, hvor museet er åbent hver dag kl. 10.00-17.30.  

Børn, som til sommer besøger Hjerl Hede, kan også prøve, hvordan det var at gå i en landsbyskole i begyndelsen af 1800-tallet. Her følger de undervisningen og lærerens anvisninger, mens de sidder i den gamle skolestue, der var moderne for sin tid. Dengang var det nemlig helt nyt, at der blev stillet krav til, at der skulle være vinduer i undervisningslokalet.

Det bliver første levendegørelse for udviklings- og afdelingschef, Kasper Rathjen, der glæder sig meget til at opleve og følge levendegørelsen indefra.

- Formidlingen til børn spiller en helt særlig rolle for os, og museumsreformen har givet os fornyet fokus på at engagere de yngste gæster. At se børns øjne lyse op, når de oplever historien og deltager aktivt i aktiviteterne, er virkelig givende, siger Kasper Rathjen.

I omtrent en times tid sendes børnene på en tidsrejse tilbage til dengang, vores forfædre gik i skole. De skriver på tavler og får et indblik i, hvor anderledes skolegangen var dengang. Skolebilletten købes ved indgangen, og hver dag er der tre skoleklasser for gæster.

Udover traditionelle håndværk kan små og store gæster opleve hverdagslivet i gamle dage, hvor frivillige viser, hvordan man arbejdede, lavede mad og levede i forskellige perioder af historien. Der vil være mulighed for at deltage i aktiviteter som at køre med hestevogn, tag en tur med damplokomotivet til Flyndersø, hejse sække som den gamle møller og meget mere.

Kilde: De Kulturhistoriske Museer
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.