Fredag 20. februar klokken 16-21 forvandles Holstebro Bibliotek, når i alt 20 kulturaktører inviterer til ”Kulturglimt”. Arrangementet byder på 40 forskellige indslag og aktiviteter, hvor både børn, familier og kulturinteresserede kan kigge forbi til et tætpakket oplevelsesmaraton. I år har de yngste gæster en fremtrædende plads i programmet.
Årets Kulturglimt begynder allerede kl. 16.00 med et tre timers børneprogram. Her står de yngste kulturaktører sammen med formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Bibi Mundbjerg, for åbningen i Rådhushallen. Deltagerne kan glæde sig til fællessang, OrkesterMester og Musikkarrusellen. Herefter venter blandt andet workshops i legerummet og børnebiblioteket, hvor børn og familier kan prøve kræfter med akvarel og salt, male æg med litauiske mønstre, skabe uldmagi eller lytte til opera i børnehøjde. Ballerinadrømme, børnekunst og kreative aktiviteter skaber rammerne for en familievenlig eftermiddag.
Kl. 17.30 bydes der på gratis suppe, så længe gryden rækker, og fra kl. 18.00 går den mere voksne del af programmet i gang. Her kan gæsterne blandt andet opleve interaktiv skyggeleg i lyskunst, stumfilm akkompagneret af livemusik, vokal-painting, silent disco og dans. Forfattere, sangere og musikere dukker op blandt bogreolerne, og gæsterne kan få indblik i Ensemble MidtVests ”Forårstoner” eller opleve Lars Greve demonstrere Resonerende Rums klingende spejlgulv. Publikum kan også deltage i ”Vis mig din Sang”, hvor fællessang kombineres med politikernes personlige forhold til sangens tema.
En ny åben intimscene byder på mini-koncerter fra nye kulturaktører og talenter. Her kan man høre Mekjace fra Bandfabrikken, indie-pop bandet Omfavn eller det metalpunk-inspirerede Slagmark samt opleve tryllekunst, tango, orientdans og scenekunst fra Donald Kitt på Kælderscenen.
Inden det voksne program går i gang, kan interesserede tage et smut forbi Dansk Talentakademi på Helgolandsgade, hvor ”Rappernes Bogklub” fra kl. 16.30 til 18.00 bringer hiphop og litteratur sammen i en spændende samtale. Her kræves tilmelding, mens resten af Kulturglimt er åbent for alle uden tilmelding.
Se hele programmet for Kulturglimt på https://www.holstebrobibliotek.dk/kulturglimt
Arrangementet har fri entré, og alle er velkomne til at lægge vejen forbi Holstebro Bibliotek til en dag med både børne- og voksenoplevelser, kreativitet og nye kulturelle bekendtskaber.