Første vindmølle rejst i Thor Havvindmøllepark – skal levere grøn strøm til over en million danske hjem

Foto: Holstebro Kommune.
dato

Første vindmølle installeret i Thor Havvindmøllepark ud for Thorsminde, der skal forsyne mere end en million danske hjem med grøn strøm, når projektet står færdigt.

RWE har nået en vigtig milepæl i opførelsen af havvindmølleparken Thor, der ligger 22 kilometer fra den jyske vestkyst ud for Thorsminde. Den første vindmølle er nu installeret i den i alt 1,1 gigawatt store havvindmøllepark.

Installationsarbejdet sker fra Esbjerg Havn, hvor skibet Brave Tern fra Fred Olsen Windcarrier kan transportere og installere tre vindmøllesæt ad gangen. I alt skal der installeres 72 Siemens Gamesa vindmøller, hver med en kapacitet på op til 15 megawatt. Vindmøllerne måler omkring 148 meter i højden over havoverfladen, mens vingerne har en længde på 115 meter.

Thor Havvindmøllepark bliver verdens første havvindmøllepark, hvor 36 af vindmøllernes ståltårne fremstilles med et lavere CO2-aftryk end normalt, og nogle vindmøller udstyres med genanvendelige vinger. Dette er vigtige skridt mod øget bæredygtighed i projektet.

Opførelsen af parken forløber som planlagt. Allerede sidste år blev både transformerstationen og fundamenterne til de 72 vindmøller installeret. Projektet har desuden modtaget en 30-årig elproduktionstilladelse fra Energistyrelsen, hvilket muliggør idriftsættelsen.

Når Thor Havvindmøllepark er fuldt operationel i 2027, ventes den at kunne forsyne mere end en million danske hjem med grøn strøm. I forbindelse med parkens drift og vedligeholdelse etableres 50 til 60 lokale arbejdspladser i en ny RWE-servicebygning på Thorsminde Havn, der åbner officielt i marts 2026.

Thor er et fælles projekt mellem RWE, der ejer 51 %, og Norges Bank Investment Management, som ejer 49 %. RWE står for opførelse og drift af den kommende havvindmøllepark.

https://www.holstebro.dk/nyheder/nyhed/foerste-vindmoelle-rejst-i-danmarks-stoerste-havvindmoellepark?PID=18398&M=NewsV2&Action=1&NId=76357&NewsCategory=Nyheder&newscategorys=Nyheder,Gr%C3%B8n%20omstilling,Erhverv

Kilde: Holstebro Kommune