Holstebro Kommune søger i øjeblikket både social- og sundhedshjælperelever og social- og sundhedsassistentelever. Som elev får du en hverdag med ansvar, faglig udvikling og muligheden for at gøre en forskel for andre mennesker, når det gælder allermest. Samtidig er der gode jobmuligheder efter endt uddannelse.
Efter uddannelsen er der mange veje at gå i arbejdslivet. Du kan blandt andet arbejde i hjemmeplejen, på plejecentre, i rehabilitering eller inden for psykiatri. Uddannelsen kan også fungere som et springbræt til videreuddannelse, hvis du senere ønsker at specialisere dig yderligere.
Martin Palm Nørtoft er et eksempel på en, der har skiftet branche og taget springet til social- og sundhedshjælperuddannelsen. I foråret blev Martin færdiguddannet og arbejder nu i Plejeboligerne Parkvænget.
Uanset om du er ung og skal vælge uddannelse eller ønsker et karriereskifte, giver social- og sundhedsuddannelserne dig mulighed for et meningsfuldt arbejde med gode fremtidsudsigter.
Er du nysgerrig på uddannelsen, kan du tage kontakt til Holstebro Kommunes uddannelseskonsulenter for at høre mere om dine muligheder. Ansøgningsfristen er i øjeblikket den 11. juni, og den næste frist er den 16. august.